Yogalærer og ejer af Ø-yoga Ærø: Kristine Skytte Glue

Seneste nyheder

Travl vinter

Det er længe siden, jeg har skrevet, for som I ved, har jeg haft travlt med at skrive noget andet, nemlig den store bog om Ærø i dag, som udkommer til september på Muusmann Forlag.

Jeg arbejder sammen med den dygtige fotograf Bjørg Kiær, som har boet på Ærø i 24 år og som bl.a. har arbejdet hos Ærø Turist og Erhverv. Derfor har hun et indgående kendskab til øen – og et stort arkiv af billeder, der kan supplere dem, hun tager til bogen nu.

Bjørg arbejder som fotograf lige nu, og det er bestemt værd at følge hendes arbejde fx på Ø-liv, eller hendes visuelle værksted her. Jeg har selv haft glæde af Bjørgs evner til mine seneste yogabilleder – jeg kan bestemt anbefale hendes arbejde!

Vores kommende bog bliver en stor bog, som beskriver livet på øen lige nu, med alle de muligheder vi har, alle de spændende mennesker, der bor her, og de farverige traditioner vi har. Bogen er inddelt i årstider, og da vi har deadline til juli, betyder det, at vi har lidt travlt med at dokumentere – fx efterår 😀 Så vi arbejder dobbelt eller mere end det, fordi vi begge skal passe vores virksomheder ved siden af.

Vi kommer vidt omkring på øen, og selvom jeg har boet her i 4,5 år, er der bestemt steder, jeg ikke har besøgt, og mennesker jeg ikke kender. Vi er lidt over 6000 mennesker på Ærø, og selvom vi hilser på hinanden alle sammen, kender vi faktisk ikke alle sammen hinanden, kan vi konstatere.

Vi møder mennesker, vi indirekte kender – vi kender Samka, men hvem er egentlig styrmand? Vi kender Biografen Andelen, men hvem er egentlig formand for foreningen, der driver biografen? Og selvfølgelig kender vi lederen af Ærø Museum, men jeg havde da ikke snakket med ham før! Så sådan er der en endnu større rigdom, der åbner sig her på øen.

Vi får nye oplevelser. Bjørg har for vane at møde op i uldent undertøj og med regnbukser, mens jeg sidder og ryster af kulde i et strandhus, på et skib eller i et koldt museum. Jeg tænker, jeg ikke behøver at lære det nu, for nu bliver det jo forår, ikke?

Nogen steder får vi serveret dejlig mad, fx den dag vi begge var lidt småsyge, og der var stort ostebord og rødvin. Og jeg i øvrigt holdt hvid januar (dvs. ingen alkohol) Men man må jo være høflig! Og heldigvis har jeg også prøvet at få varmen i Ærø Saunaforening efter endnu en gang ekstrem kulde.

Det handler åbenbart hele tiden om at finde en balance mellem arbejde og familie, selvom vi bor på en rolig ø. Vi vil jo gerne have tid til det hele.

Vores store pige har lige haft ekstra brug for tid og omsorg. Heldigvis har det løst sig til det bedste, så hun kan have nogle gode måneder, inden hun rykker på efterskole til sommer.

Vores mellempige har samlet tang til sit fastelavnskostume og kunne ikke forstå, at hun ikke måtte sætte det på sit tøj i god tid. Ellers sidder hun det høje blommetræ og læser, eller på en træstub med udsigt over vandet og snitter.

Hvis ikke hun er travlt beskæftiget med vores mindstepige, som endnu ikke er faldet til ro. Der skal ske noget hele tiden, og forældre eller storesøstre skal gerne være involveret. Fx i at prøve 15 par trusser på en gang. Hun er et barn, der foretrækker at spise sin søster læbepomade, fremfor den tilbudte vingummi. (Ja, man kan jo blive desperat)

Jeg vil så gerne have tid og energi til det hele! Jeg må hele tiden justere – eller det vil sige, jeg kommer nok til hele tiden at skrue op. Så det er min intention at prøve at skrue lidt ned for yogaen, efter påske i hvert fald.

Der skal der til gengæld skrues op for aktiviteter på vandet. I foreningen Ærø SUP har vi fået penge til at købe flere boards og udstyr. Så nu skal vi også skaffe en container, de kan være i, og et sted containeren kan stå. Og vi mangler vist også et par medlemmer i bestyrelsen, hvis nogen skulle være interesseret? Og så skulle vi gerne være klar til at gå på vandet til sommer! Hvis ellers der bliver tid…


Og bemærk – hvis der er et billede, der ser mega godt ud – så er det Bjørg, der har taget det!

No Comments

Leave a reply