Prolog til en måske kommende bog

Prolog

 

Der kommer en kugle af ild imod mig fra den mørke gang i lufthavnen. Jeg kan lugte røgen og mærke varmen, folk skriger. Min vejrtrækning bliver helt tynd, alligevel går jeg videre.

Jeg har efterladt mine to små børn alene for at prøve at komme ud af den luft, der trykker mig, så jeg ikke kan trække vejret.

Det er ikke et terrorangreb, men det føles sådan.

 

 

Vi har skullet udfylde papirer i den store lufthavnshal og jeg var nervøs. Lydene rungede i det store rum, det var fire skemaer med detaljerede oplysninger, men der var ingen steder, de mange mennesker kunne stå, ingen borde eller skranker. Efter vi endelig var kommet igennem security skulle min mand veksle penge, og jeg var alene med børnene.

”Er du ok?” Det er en kvinde, jeg ikke kender, der spørger mig, som jeg sidder ved bordet på en café i lufthavnen. Børnene er stille, de mærker det ikke, men hun kan se noget i mit ansigt.

Lokalet strammer sig sammen om mig, enhver person er en trussel, ethvert øjeblik kommer tættere på katastrofen. Først senere forstår jeg, at det er sådan angst ser ud.

 

 

Vi var nået så langt, min mand og jeg. Vi havde klaret vores studier og fundet fuldtidsjobs i Danmark. Vi havde fået to børn og købt hus. Vi havde haft en rolig ferie i Ægypten, vi havde snakket med de lokale og de havde forkælet vores piger.

Vi boede i et nydeligt hus i forstæderne nu, ikke mere udland, ikke nogen risikable historier skrevet fra Syrien uden journalist-visum, ikke nogen lange busture i ørkenen eller tilbageholdelser i lufthavnen og manglende pas.

Jeg havde haft en drøm om denne tilværelse, og jeg havde visualiseret alle elementer af den, fra pelargonierne foran vinduerne til den gyldne vandhane over badekarret. Vi havde økonomisk tryghed, kærlige venner og familie.

Jeg troede, vi havde gjort det rigtige, men hvad der ved at ske?

 

 

Som et værn mod alt ondt havde yogaen været med hele vejen.

Fra jeg tog beslutningen i en solbeskinnet lejlighed i Frankrig, til jeg begyndte at undervise, hvilket jeg gjorde under begge mine graviditeter, med kvalme, træthed, under universitetsstudier, med amning og søvnløse nætter, i Syrien, med migræneanfald, med depression.

Og da jeg arbejdede i Mellemøsten, fløj om natten, lå alene på hotelværelser og ikke kunne sove, fordi jeg ikke vidste, om mine drømme kunne hænge sammen med virkeligheden. Der dyrkede jeg også yoga, underviste og mediterede.

 

 

Yogaen siger, at vi skal tale sandt. Jeg tænkte noget, der ikke var sandt endnu. Det kan skabe virkeligheden, men ødelægge lige så meget.

Der i lufthavnen var jeg fanget i en version, jeg ikke havde godkendt.

 

 

Jeg kan ikke skrive en bog om, hvordan yogaen har reddet mig og ændret mit liv. Først og fremmest fordi der ikke er nogen quick fixes. Beklager at måtte sige det: Der kommer nye udfordringer. Erkendelser til trods, ny livsstil, indre ro, bedre nattesøvn: Der kommer udfordringer på andre niveauer.

Jeg brugte yoga til at presse mig selv endnu mere på den vej, jeg var på, og til at holde mig tilbage i de kendte mønstre. Jeg blev ved at gå i stykker af det. Måske har jeg lært noget undervejs. Der kan ikke drages konklusioner, mens livet stadig er i gang.

 

 

Sådan starter min første bog Yoga – og levet liv.

Bogen er en indføring i de mest kendte yogastilarter og en introduktion til yogafilosofi, fortalt gennem mine oplevelser i fire lande, med og uden børn, med knust hjerte, søvnløs – og i ro og skønhed.

Kunne du tænke dig at læse mere?