Yogalærer og ejer af Ø-yoga Ærø: Kristine Skytte Glue

Seneste nyheder

Adho Mukha Svanasana

Medfølelse og sommerstemning

Det forlyder, at der er nogen, der læser med derude – og som rigtig gerne vil læse mere. Så selvom min hjerne er i sommerferiestemning, mine store børn er hjemme, og jeg har svært ved at samle tankerne om andet end bærplukning, så kan jeg godt dele lidt yogatanker – om smerte og medfølelse.

Yoga og smerte

Det kan være smertefuldt at udføre yogastillinger. Det er der vist ikke tvivl om.

Yogaen lærer os, at det bedste vi kan gøre, når vi oplever intense fornemmelser, er at blive ved fornemmelsen. Gå ind i smerten. Trække vejret. Det har jeg skrevet om her.

Når vi gør det, ændrer følelsen sig ofte. Smelter måske væk. Bliver til at holde ud.

Men jeg må lige komme med et opråb om, at jeg bestemt ikke mener, man skal udholde al smerte!

I takt med at vi lærer vores smerter at kende, vil vi også vide, om det er noget vi skal reagere på. Jeg må være ærlig og sige det: Det er ikke alt, der kan repareres med yoga. Vi har også brug for dygtige fysioterapeuter, kiropraktorer, kraniosakralterapeuter og zoneterapeuter.

Flugt fra smerten

Man kan finde på at ignorere en smerte – for vi gider jo ikke have ondt! Det skal bare gå væk, ikke?

Hvis man bruger en masse kræfter på at få en følelse til at gå væk, vil den vokse. Hvis man ignorerer en fornemmelse, vil den vokse og måske skabe problemer andre steder i kroppen.

Vi må reagere hensigtsmæssigt både på fysisk og psykisk smerte. Flytte os væk fra uhensigtsmæssige situationer. Besøge lægen, fysioterapeuten – psykologen og hvem der ellers kan hjælpe. Vi har brug for at være hele mennesker.

Smerte giver mere smerte – også for omgivelserne. Derfor er det vores ansvar og finde ud af hvilken smerte, der betyder, at musklerne bliver strakt og stærkere, og hvilken der betyder: Bestil tid ved lægen. (Jeg kan også hjælpe dig med at skelne, hvis du er i tvivl.)

Medfølelse og medynk

I dag var der så en elev, der sagde: “Det er ikke meget medynk, vi får.”

Det er egentlig interessant. Er der forskel på medynk og medfølelse? Jeg ved det ikke – hvad tænker du?

Engang havde jeg så meget medfølelse, at mit hjerte var ved at gå i stykker. Jeg underviste 40 flygtningekvinder i yoga. De havde været igennem helvede og havde taget det med sig til Danmark. Deres liv var ubærligt kaos af panikanfald, lysvågne nætter med vejrtrækningsbesvær, uudholdeligt savn af levende og døde familiemedlemmer, samt af det hjem de havde mistet, dertil diffuse smerter, angst, depression – og et system, de ikke forstod og som ikke forstod dem.

Til yoga blev de mødt og anerkendt. Vi sagde: “Ja, du har ondt der. Mærk det. Træk vejret.”

Og så fik vi fortalt historier. Kvinderne havde ikke mødt nogen, der sagde: “Ja, sådan har du det!”

Den medfølelse gav dem en åbning for at berette om al den ondskab, der var overgået dem. Og en åbning for at bede om hjælp. Som vi ikke kunne give. Hvordan skulle man kunne det?

Forhindringer i yoga

I det gamle filosofiske værk om yoga, Patanjalis sutraer, er der beskrevet en række forhindringer i yoga. En måde at overvinde forhindringerne på er ved at træne medfølelse.

Jeg følte, at min medfølelse var blevet så stor, at jeg ville gå i stykker. Jeg lå selv vågen om natten og havde mareridt om bomber.

Så i en periode måtte jeg lukke af og lukke ned og årene her på Ærø har været gode.

Derfor føler jeg nu, at jeg godt kan nære medfølelse – og det er også det, jeg føler over for mine elever. Det var det jeg sagde til min kære elev, men når man står i det, føles det måske ikke sådan.

Når du står i en yogastilling, kan du udforske din krop og finde ud af, hvad der gemmer sig af gamle spændinger, for meget arbejde, bekymringer, der sidder i musklerne – og på den måde komme igennem det eller i hvert fald lære mere om det.

Når jeg fører jer igennem stillingerne er det med stor kærlighed og ønsket om en krop, der fungerer bedre og er stærkere og mere fleksibel.

Det kan være et tungt arbejde – og den der presser på, virker måske ikke som den mest empatiske.

Medfølelse eller ej. Jeg ved det ikke. Hvad føler du, når du er til yoga?

 

Comments:

Leave a reply