Yogalærer og ejer af Ø-yoga Ærø: Kristine Skytte Glue

Seneste nyheder

Et rigtigt arbejdsliv

”The stars appeared as if shaken from a net. Eugenia sat beneath them, continuing to reflect. Each star plays its part; each has its own place. Everything I am, she was thinking, has been given to me by nature”

Patti Smith, Devotion

 

Jeg gik ude ved brombærrene, som jeg forsøgte at befri fra brændenælder, og hvor det viste sig, at der også gemte sig en tungt lastet hyldebusk og en stor kristtjørn indenunder, og jeg tænkte på mit liv og mit arbejdsliv: Kan jeg bare leve sådan her?

Kan jeg virkelig tillade mig at have min egen virksomhed og lave det jeg gør?

Jeg spekulerer ofte på om jeg udfører min rigtige opgave i verden. Gør jeg, hvad jeg er bestemt til? Burde jeg gøre noget andet?

På en måde synes jeg ikke, jeg kan tillade mig det her. Burde jeg ikke have et (mere) rigtigt job? Det er jo ikke fordi, jeg ikke har søgt andre stillinger… Åh nej, jeg har netop ikke søgt andre stillinger! Jeg har helt bevidst valgt det her. Jeg vil ikke pendle til Svendborg, fx. Men burde jeg gøre det? Min mand og jeg siger til hinanden: ”Det passer ikke så godt med et fuldtidsjob i Svendborg lige nu.” Og det gør det virkelig ikke.

Faktisk passer det ret perfekt lige nu, på den her ø, at egen virksomhed med al den fleksibilitet og muligheder det giver, er det jeg gør.

Normer

Da min lillebror var barn, havde han en yndlingsbog. Den handlede om en Bertil, som skulle til byen efter æg (Til kage. Ja, han skulle bage kage.) og spørger naboen, om han må låne hans traktor. Men Bertil har ikke prøvet at køre traktor før og starter med at bakke ind i væggen og lave et stort hul i laden. Ude på vejen beslutter han, at det rigtige må være at køre ganske roligt lige i midten af vejen, og en lang kø former sig ud over siderne i bogen. Folk råber efter ham: ”Så kør dog, som folk gør!” Til stor morskab for min bror, og vi måtte gentage det mange gange: ”Så kør dog, som folk gør!”

Den sætning har jeg ofte tænkt på, bare nærmere: ”Så lev dog, som folk gør!” Eller: ”Så gør dog, som folk gør!”

Kan jeg ikke bare have et arbejde som alle andre?

Kan man virkelig tillade sig at have et arbejdsliv, der ser sådan her ud, hvor jeg får lov til at lave alt det, jeg godt kan lide? Ja, der er ting, der er svære og ting, jeg ikke kan finde ud af. Og ja, usikkerheden er der. Jeg kan aldrig vide. Det er ikke som at have et fast job.

Arbejdsliv

I dag har jeg undervist i Ærøskøbing, jeg har drukket kaffe i solen og læst længe, arbejdet et par timer ved computeren, mediteret, skrevet og altså ordnet brombær. Burde jeg ikke sidde 6-8 timer ved computeren hver dag? Det er jo det, folk gør! I mit hoved er det et rigtigt arbejdsliv.

Jeg læser Boghandleren i Kabul, ja, jeg ved, den er gammel, men jeg er først nået til den nu, inspireret af alle Puk Damgårds bøger fra Syrien og Irak. Åsne Seierstad beskriver livet for boghandlerens yngre søster. Hun har lavest status af alle, hun er den yngste pige og ugift, og ansvaret for hele husstanden hviler på hende. Hun passer sine uendelige pligter og arbejder hårdest af alle. Beklagelse kan ikke betale sig. En dag forsøger hun alligevel at bryde fri, gøre noget andet, blive noget andet. Piger må gerne gå i skole igen og Leila forsøger, men der er drenge i klassen, så det er fuldstændig udelukket. Selvom Taliban er borte og borgerkrigen er slut, har hendes hjerne stadig deres begrænsninger. Nu er loven blevet en del af hende selv.

Omstilling

Er det alle årene med mere end fuldtidsjob, to bittesmå børn, uendelige cykelture gennem regn og blæst i en forstad til Odense, stress og overbelastning, der gør det? Der sad jeg 8 timer ved computeren, holdt arrangementer om aftenen og i weekenden, både min mand og jeg tog ekstra uddannelse og rejste med arbejdet. Det var et arbejdsliv, og jeg gik i stykker af det.

Det gør jeg ikke nu og det kræver tilvænning, en omstilling i hovedet, som jeg tænker flere her på øen har været i gang med længe. Og det er tankevækkende, at jeg, i stedet for at nyde denne forunderlige tilværelse, går og er lidt nervøs for, om det virkelig kan være sandt. Om jeg virkelig har gjort mig fortjent til at leve dette liv på denne dejlige ø.

Øliv

Må man dog bo et sted med sådan en udsigt? Hvor man kan gå over til naboen og sidde og kigge på børnene der løber rundt, fugleflokke der letter over markerne og vandet der spejler himlen? At gå ud med vasketøj i den tykke høstluft. At hente en kurv pærer i haven og sende en stor pose med til dagplejen. Så megen lykke her, så meget overskud. Og vi har ovenikøbet fået en killing, som ligger og sover på min venstre arm, mens jeg skriver dette.

Men kan jeg nyde det? Må jeg nyde det?

Den gamle angst ligger der, jeg bliver bange for krig, for ulykker, hvordan kan man turde elske så meget, når man kan miste igen? Hvordan kan man have en så fin tilværelse, intet varer jo ved, og der er så mange mennesker, der lider. Hvordan kan jeg gøre verden til et bedre sted? Hvad er min opgave?

Dit unikke udtryk

Da jeg var 18 år, havde jeg en seddel hængende på min væg. Pludselig stod jeg med den i hænderne, jeg ved ikke hvordan, og jeg har hængt den op igen. Det er Martha Grahams brev til Agnes DeMille, og det starter sådan her:

There is a vitality, a life force, a quickening

that is translated through you into action,

and because there is only one of you in all time,

this expression is unique.

 

If you block it,

it will never exist through any other medium

and be lost.

The world will not have it.

It is not your business to determine how good it is;

nor how valuable it is

nor how it compares with other expressions.

It is your business to keep it yours , clearly and directly,…

 

Du kan læse resten her.

Tvivl

Dengang var alle muligheder åbne og trangen stor til at udrette noget. Jeg drømte alle muligheder, jeg rejste til andre lande, jeg følte jeg udrettede noget. At lære arabisk og arbejde med flygtninge var en stor drøm, og jeg følte, det var mit særlige udtryk og min opgave. At flytte til Ærø var en stor drøm, der gik i opfyldelse.

Og nu har jeg den her opgave, en yogavirksomhed, tilsyneladende, for det er det, jeg gør. Men må jeg godt det? Er det det, jeg skal?

Loven ligger i mit eget hoved, den siger: ”Så gør dog som folk gør!” Jeg er bange for misbilligelsen, som om det ikke er godt nok. Som om jeg har egen virksomhed, fordi jeg ikke kan andet. Som om jeg ikke er dygtig nok, god nok til at kunne have et fast job, ligesom så mange andre.

Men lige nu er det det jeg gør. Lige nu er det her, jeg er.

Comments:

  • Jess Høeg

    august 23, 2018 at 3:56 pm

    Meget fin blok som jeg nyder at læse. Især “Livet på Ærø”, som jeg jo kan relatere til.
    Jeg ELSKER den ø.
    TAK for de fine, spændende og ikke mindst reflekterende skriv

  • Maria

    august 24, 2018 at 7:22 am

    Åh, et dejligt indlæg … ❤️ Tak for det.

    Jeg har det på nøjagtig samme måde; rastløsheden og den dårlige samvittighed dniger sig flere gange dagligt ind på mig. Det her er for nemt! For godt. Ingen kan tillade sig at have det så godt! Tænk på alle dem, som lider. Og dekommende generationer … jeg burde befri dem alle for sygdom, give fattige mad eller opfinde noget, som sikrer de kommende generationers lykke.

    Men hvad med MIN lykke? Den er lige her, på Ærø, sammen med gode og kærlige mennesker, lige nu.

    Men mon jeg nogensinde slipper af med kvalerne?

    ❤️

  • ปั้มไลค์

    august 7, 2019 at 4:15 am

    Like!! Really appreciate you sharing this blog post.Really thank you! Keep writing.

Leave a reply