Yogalærer og ejer af Ø-yoga Ærø: Kristine Skytte Glue

Seneste nyheder

Børn

Et barn vokser op

Den anden dag var jeg til tandlægen med Safina i Ærøskøbing. Hun var selv taget hjem fra skole for at køre med og mens hun var inde ved tandlægen, løb jeg ned på redaktionen for at hente et kamera og sige hej. Det var først, da jeg var på vej ud af døren, det slog mig, at man normalt går med sine børn ind til tandlægen og ikke bare smutter imens.

Men Safina har gået til tandlægen selv i flere år nu, sendt afsted i grupper fra Marstal Skole til tandlægen i Ærøskøbing og hun er kommet hjem og har sagt, at alt var fint, igen. Så jeg tænkte virkelig ikke, jeg behøvede gå med ind. Faktisk virkede det helt naturligt, at hun gik selv.

Da vi kørte hjem, og jeg sad med hende alene i bilen, kom jeg pludselig i tanker om en gang for længe siden, hvor jeg også sad alene i bilen med hende.

 

Tæt trafik

Vi var lige kommet hjem fra Syrien, vi havde søgt bolig i København og Roskilde, men fordi vi var desperate, (og boede på skift hos venner og familie), endte vi med at takke ja til et rækkehus i udkanten af Odense. Det var ikke vores drømmescenarie, men vi måtte have et sted at bo og med et lille barn var det vigtigere end før.

Derfor havde vi også købt en bil (jeg ved godt, man siger ”investeret” i en bil, men den bil, som vi stadig har, har virkelig ikke været en investering, den er bare blevet dyrere og dyrere.)

I Syrien brugte man ikke sikkerhedsseler eller autostole. I de fleste biler var der ikke engang seler, og hvis der var, og man tog dem på, kiggede chaufføren undrende.

Så når vi kørte med taxa, og det gjorde vi flere gange dagligt, var Safina fri på bagsædet. Det var sjældent, der blev kørt hurtigt, for trafikken var tæt, selvom gaderne var brede, 3-4 spor, særligt i nærheden af den gamle by og Suq al-Hamidiyye og også ud af byen gennem Mezze-tunnelen, som næsten altid var stoppet til.

Safina kravlede rundt, sad hos os, stod mellem sæderne og kiggede frem, kravlede op i bagruden og fandt bamser og servietter og puder. Det var aldrig et problem. Heller ikke når vi kørte de lange busture til Aleppo og til Deir Marmusa.

 

Spændt fast

Men tilbage i Danmark skulle hun sidde i autostol, som jeg satte på forsædet ved siden af mig. Vi kørte ofte alene, kun hun og jeg, og jeg kunne ikke underholde imens. Det kunne hun ikke lide. Hun skreg og græd, over at hun var spændt fast, godt nok kun en halv meter fra mig, og hun kastede sig ud af selen og rakte sine små tykke arme over mod mig.

Og mit hjerte bristede der, som så mange gange, når man ikke kan opfylde sine børn behov, både fordi det ikke er fysisk muligt, men også når man ved, de ikke skal, og man skal sige nej. Fx når de skal sove om aftenen og man må give slip, og insisterer på adskillelsen, men deres gråd skærer i hjertet.

 

Teenager

Så der sad pludselig den store pige på 14 ved siden af mig og havde været alene ved tandlægen. (Imens jeg selv var ved tandlægen, havde hun været ved bageren og havde siddet på en trappesten og spist et mellemmåltid, skrupsulten teenager, inden vi kom hjem til frokosten og lige en kop kaffe, inden hun tog i skole igen.)

Hvor var tiden imellem blevet af? Hvor var den pige, der græd og kaldte på mig, fordi jeg kørte bil og hun ikke kun være i mine arme? Hvordan er der gået alle de år?

Jeg kan slet ikke få greb om, at der var en gang, hvor vi ikke havde hende, og at der var en gang, hvor hun var helt ny, og vi skulle opdage alting sammen. Det gør vi med Selma nu, og de ligner hinanden så meget. Hvordan kunne vi dog finde ud af det, da det var første gang?

 

Til låns

Da Safina var helt ny og vi boede i en mikroskopisk lejlighed på 3. sal med udsigt til Frederiksberg Rådhus læste jeg Khalil Gibran og jeg græd flere gange undervejs, rystet over graviditeten og det nye menneske – en skrøbelighed der dukker op der og vist ikke rigtigt går væk igen?

 

Og en kvinde, som trykkede sit barn ind til sig, sagde: Tal til os om børn.

Og han sagde:

Jeres børn er ikke jeres børn.

De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv.

De kommer ved jer, men ikke af jer.

Og selvom de er hos jer, tilhører de ikke jer.

 

Jeres kærlighed kan I give dem, men ikke jeres tanker;

Thi de har deres egne tanker.

Deres legemer kan I yde husly, men ikke deres sjæle;

Thi deres sjæle dvæler i huset af i morgen, som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.

I kan stræbe efter at blive som de: men søg ikke at danne dem i jert eget billede.

Thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne.

 

I er buerne hvorfra jeres børn udsendes som levende pile.

På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke, at hans pile må bevæge sig hastigt og langt.

Glæd, jer når bueskytten spænder jer i sin hånd;

Thi ligesom han elsker den flugtende pil, så elsker han også buen, der bliver tilbage.

 

Jeg græd over: Jeres børn er ikke jeres børn. Men samtidig gav det så meget mening, at vi må være buerne, som børnene sendes afsted fra som pile.

 

En ny verden

Dengang på Frederiksberg, hang der store reklameskilte, der spurgte: Bliver dine børn klogere end dig? Underforstået at ja, det gør de. Og de spørger mine børn mig faktisk om fra tid til anden – bliver jeg klogere end dig?

Ja, det tror jeg de gør. De kommer til at leve i en anden verden, som jeg måske knap kan forstå til den tid. Deres liv må blive deres egne. Min fornemste opgave er at opdrage dem til at kunne klare sig selv, så de selv kan skabe det liv, de selv drømmer om – ikke min drøm.

Min veninde sagde til mig dengang, at man må opdrage børn så andre voksne kan holde ud at være sammen med dem. Det har vi sikret os – også at andre kan holde ud at være sammen med os, når vi er sammen med vores børn.

Vores børn er til låns, de er allerede på vej videre, det er både til at græde over og for det meste en tanke, der kan accepteres og som jeg kan pejle efter. Hvordan gør jeg dem selvstændige? Hvilke kompetencer vil de have mest brug for, for selv at kunne være voksne, som andre voksne kan holde ud at være sammen med? Og som selv kan få børn, som de kan sende videre til en verden vi endnu mindre forstår.

Så her er hun, Safina 14 år. Spiller fodbold på både drenge- og pigeholdet. Laver gymnastik på mixholdet, spiller klaver i hver en ledig stund, arbejder ved bageren, læser Harry Potter på engelsk og planlægger at læse nr. 4 på fransk. Kan putte Selma om aftenen, sover helst sammen med katten Stritte. Og fuldstændig klar til at tage på efterskole om mindre end et år.

Comments:

  • Ane Katrine Vig

    september 4, 2018 at 1:54 pm

    Så fint skrevet, Kristine <3

    Tanken om at vores børn ikke er 'vores', men deres egne har jeg været bevidst om, allerede inden min ældste datter kom til verden. Og nogen gange har jeg sådan ønsket mig ikke at have den bevidsthed – fordi jeg har syntes det var svært at finde ud af at agere i det – og misundt de mødre, der opfatter sig selv og deres børn som en samlet organisme.

    Og så kan jeg genkende din venindes ord – dem bruger vi ofte derhjemme. Det er ikke vores opgave at være venner med vores børn, men at gøre dem til mennesker andre har lyst til at være venner med. Den hjælper lidt, når de synes man er en idiot 😉

Leave a reply