Yogalærer og ejer af Ø-yoga Ærø: Kristine Skytte Glue

Seneste nyheder

Er lykken at bo på en ø?

Er lykken at bo på en ø?

Line Jensen, tegneren med de fantastisk sjove tegninger om at tackle et familieliv med karriereforældre og små og store børn er flyttet til Møn for en periode. Hun oplever pludselig en ro og får nærmest dårlig samvittighed over at mærke lykken i glimt.

Det fik mig til at tænke på spørgsmålet: Bliver man lykkelig af at bo på en ø?

Livet kan ændre sig på en ø, men det kan også blive præcis det samme som før. Man er jo sit eget gamle selv. Det kan også ændre sig så umærkeligt, at man ikke registrerer det længere.

Magiske måneder

Min mand og jeg kom hertil for fire år siden. Vi kom fra en hæsblæsende tilværelse i Odense, hvor vi begge arbejdede dag, aften og weekend, hvor børnenes skole og fritidsinteresser var et logistik-helvede, og hvor man måtte lave en aftale med sine venner tre måneder ude i fremtiden, hvis man bare ville have en kop kaffe sammen.

Det var også en tilværelse, vi følte vi sad fast i. Vi forsøgte at bryde ud, men kunne ikke. Ikke indtil muligheden opstod for at flytte til Ærø.

De første mange måneder på øen var euforiske og magiske. At kunne måle tiden ud fra kirkeklokkerne og lyden af færgens tuden fra havnen.

Vi kom til mørket og stilheden og aldrig har jeg værdsat det så meget. De regnglinsende, brostensbelagte gader. Duften af nybagt brød fra bageren, når jeg fulgte børnene til bussen om morgenen. Og brænderøg fra mange skorstene.

De første måneder pendlede jeg, og jeg lå søvnløs hos venner og familie i Odense. På Ærø sov jeg i de mørke, stille, stjerneklare nætter. Jeg bagte kage, til børnene kom hjem fra skole, vi gik på stranden sammen. Jeg havde tid.

Søvnløse nætter igen

Men der kom hurtigt masser af arbejde igen, og jeg fandt ud af, hvor nemt det var at genskabe præcist den samme tilværelse som før. Booket op både aftner og weekender med søvnløse nætter igen. Det viste sig, at processen hen mod en roligere tilværelse åbenbart er et evigt tilbagevendende arbejde.

Og det der kan ske, når man pludselig får tid igen og når børnene bliver mere selvkørende og velkørende. Når de falder i søvn af sig selv, går til skolebussen alene og har fritidsinteresser og venner, så jeg kunne sidde om eftermiddagen med udsigt over tagene i Ærøskøbing og skrive. Så kan der ske det, at man vælger at få endnu et barn.

Der skulle en rejse til Indien og en snak med Ganesh (den hinduistiske gud med elefanthoved, remover of obstacles) til, før vi tog beslutningen, men så var den rolige tilværelse da også udsat et par år, og det er vel egentlig ikke så meget anderledes, end hvis man boede på fastlandet. Eller er jeg blevet blind for det?

Sygdom og død

Tyk og besværet af graviditeten cyklede jeg lange ture på efterårstomme veje, langs havet, til udsigten fra Olde, hele vejen ned til Ærøskøbing, med færgen på vej ind i havnen. Jeg lavede risengrød, jeg byggede rede i stilheden. Og så startede de afbrudte nætter, aftnerne med uro, forsøget på at håndtere en babys behov samtidig med to store børn.

Der kom sygdom og død i familien, boligmæssige udfordringer og en spændende, men udfordrende rejse på to måneder til Sydfrankrig. Den slags ting kan man heller ikke undgå på en ø – eller er afskåret fra, bare fordi, der er en færge til fastlandet.

Jeg nød ikke barslen, som jeg syntes jeg burde. Men nu, hvor alt er faldet på plads og vi bor på landet i eget hus og babyen ikke længere er baby, men tumling, nu kan jeg virkelig nyde dette fjollede, finurlige lille væsen, som er kommet ind i vores familie.

Og jeg føler egentlig ikke heller, at det er anderledes end at bo i storbyen.

Men måske der er ændringer og vilkår, jeg slet ikke registrerer længere?

Solopgang over markerne

Stilheden. Jeg sætter hver dag pris på stilheden – ude i urtehaven, når jeg henter grøntsager til maden, på mit kontor med udsigt over havet. Om aftenen, når vi lægger os til at sove i mørket og tidligt, tidligt om morgenen, når min mand og jeg står op før børnene og ser solopgangen ud over markerne.

Udsigten værdsætter jeg hver dag. Horisonten der kan ses overalt, de åbne vidder, afstandene.

Lægger jeg mærke til, at luften altid er frisk og klar? Nogen gange tyk af duften af hav, når vinden står på i den retning. Men tænker jeg over det? Jeg trækker bare vejret.

Lægger jeg mærke til, hvor få biler her er? Jeg har glemt, hvordan det kunne være et voldsomt stressmoment at skulle køre til centrum af Odense, fordi der aldrig var parkeringspladser. Altid lange køer ved lyskrydsene. Tænker jeg over, at der ikke er ét eneste lyskryds på Ærø? Næppe.

Tænker jeg over, at jeg altid kan cykle uhindret? I Odense og København ville jeg altid helst cykle, fordi der var så tæt trafik i bil. Også i snevejr, også når åen var gået over sine breder, selvom der var steder, hvor jeg måtte holde længe og måske lige risikere lidt for meget for at komme over vejen med to småbørn i anhængeren.

Jeg føler mig set, mødt og anerkendt, når alle hilser, når jeg bevæger mig rundt på øen.

Nu tør jeg

Kunne jeg have startet egen virksomhed på Fyn? Og indrettet den her fleksible tilværelse, hvor jeg faktisk laver det, jeg elsker? Og samtidig har tid til børnene og huset og haven? Jeg gjorde det ikke. Jeg turde ikke det, jeg tør nu. Og det kræver stadig tilvænning at tro på, at jeg rent faktisk gerne må leve den her tilværelse.

Bruger vi færre penge her? Er det et valg, eller er der bare andre prioriteter? Jeg kan se, at man hurtigt kan bruge en masse penge på den anden side og jeg nyder selv at gøre det. At have lidt eksotisk med tilbage til øen, at købe flødeboller i Lagkagehuset, en gingerlatte på Joe and the Juice.

Men der er noget enormt velgørende i at have langt, langt færre muligheder.

Vi kan handle ind i Brugsen eller i Netto. Ved landevejsboder og hos de to små købmænd i Marstal og i Tranderup. Honning kan vi købe ude på Egehovedvej, kartofler på Skolevejen, æg kommer fra hønsene, frugt har vi i haven, marmelade laver vi selv. Og så kan vi da få lokale produkter hos Købmandsgaarden og Gejst.

Vi har én biograf, som viser én film om ugen, så spørgsmålet er meget simpelt: Vil jeg se den film eller ikke? Der er også kun ét tidspunkt, så kan man der eller ikke? Og så er den ikke længere.

Ristede skumfiduser på stranden

I en storby med uendelige muligheder fylder valget meget, og det føles som at krav, at man skal bruge byen. Sådan havde vi det i København, før vi fik børn, men vi fik slet ikke brugt den by nok. Tid og ressourcer er begrænsede. Der var så meget vi gik glip af.

Her kan vi kan være impulsive og tage på stranden året rundt. Vi kan pakke boards og våddragter og lade pigerne tage på havet i marts. Vi kan pakke brænde og tæpper og riste skumfiduser på stranden.

Vi var i Bruxelles et år efter, vi var flyttet herovre, og jeg ikke vidste, hvor nærende roen var. Jeg var ikke klar over, hvor vigtigt det var for mig at kunne gå på en mennesketom gade – og hilse venligt på de tre mennesker jeg mødte. Jeg vidste ikke, hvor meget det havde gavnet mig at kunne køre på tomme gader og parkere hvor jeg ville.

I Bruxelles kunne jeg knap trække vejret. Jeg troede, jeg havde savnet storbyen, men jeg savnede Ærø. Jeg har ikke før boet et sted, hvor jeg har følt, jeg kunne blive boende altid.

Kun tankerne forstyrrer

Jeg har fået mange flere muligheder her, muligheder jeg ikke fik i byen, selvom jeg kæmpede for det. Er det fordi vi er underkvalificerede her på øen? Jeg vil nærmere sige, at flere mennesker får lov til at udnytte deres fulde potentiale. Mennesker kan utrolig meget, når man giver dem lov. Og mennesker er ofte meget mere sammensatte og har flere kompetencer, end man får lov til at bruge.

Jeg var i Odense i weekenden og talte med en af mine yogalærere om livet i byen og på landet. Han sagde: ”I byen er der altid noget… der pågår.”

Herude er der ikke noget, der pågår, kun mine egne tanker og de kan være forstyrrende nok. Man kan høre sine tanker og det tvinger en til at tage stilling. Jeg kan stadig ligge søvnløs, jeg kan stadig være ked af det, jeg kan stadig være panisk angst for at der skal ske noget med børnene. Det slipper man nok heller ikke for.

Men roen, livet, luften, naturen lige uden for vinduerne, alt, hvad vi kan hente i haven, alle de gode mennesker på øen, det har vi. Og en tilværelse som viste sig at være svaret på alt det, vi nogensinde havde bedt om.

 

 

No Comments

Leave a reply