Yogalærer og ejer af Ø-yoga Ærø: Kristine Skytte Glue

Seneste nyheder

Til Bonassole i løb

Overskyet i dag og blæsende, atmosfæren er støjende. Efter kaffe, yoghurt og croissant, i løb til Bonassole, landsbyen nord for Levanto. Stranden er grånende, men bjerget mod Genova er oplyst, en stejl nøgen klippeside og bevoksede skrænter, enlige løvfældende træer på toppen.

Jeg løber langs strandpromenaden i håb om at gråvejret giver kølighed, men solen kommer frem og sveden med. Indtil jeg når tunnelerne. To mørke indgange i bjerget, det er de gamle jernbanetunneller.

De er fire meter brede og løfter sig fem mod det hvælvede loft, dæmpede, støvede lamper for hver ti meter, lys for enden af tunnelen, og jeg løber i det fugtige mørke. Flere steder løber vandet ud af væggen, og der gror mosset i store grå-grønne klaser.

Et leben af folk ude og inde, både på cykel og gående og hele grupper af børn på skateboard, og det går godt. Løbet er let. En behagelig basistemperatur med en kølig vind fra åbningen langt væk, nok til at svale panden, men bevare hænderne lune.

Jeg kunne løbe der hver dag. Jeg kunne komme i virkelig god form, jeg kunne løbe længere, hurtigere, jeg kunne blive sådan et menneske, der løber 20 km – og det var jeg engang, men det var ikke et bedre menneske.

Og lige der har jeg fjernet mig fra situationen i forestilling om, hvilket menneske jeg kunne blive ud i fremtiden: bedre, stærkere, sejere, mere cool, mere anerkendt.

Men hvad kan det bruges til, for det imaginære væsen findes hverken her eller der. I fremtiden vil det stadig være den samme udfordrede krop som nu. Det samme opererede knæ, de samme løse vedhæftninger, den samme dårlige hofte. Tyngden forsvinder sandsynligvis ikke.

Så jeg lander på fliserne igen i den fredfyldte tunnel, endnu et bjerg før jeg når Bonassole, langt færre folk. I midten af bjerget er luften fløjlsblød, ingen lyde når frem, indimellem et dryp, der lander på min arm.

Jeg kommer ud i en badeby, endnu en strand udstrakt med stole og parasoller, italienske børn spiller bold. Jeg løber på rampen over stranden, den giver sig ved hvert skridt, jeg kan se den næste jernbanetunnel, der fører igennem det høje bjerg, men i dag vender jeg om og løber tilbage. Til duften af kokos. Duften af hav. Så duften af fugt.

Jeg har glædet mig til hjemturen. Det er gået glat. Jeg er overbevist om, at jeg løb op ad bakke. Men nej, ønsketænkning og indbildning, for nu går det op gennem mørket.

Hver gang jeg kommer ud, er luften hedere og mere stillestående, og hver gang er der endnu en tunnel. Jeg tænker på ego, på identitet, og på at formålet med yoga, men ikke med løb, er at nedbryde egoet, men det er ofte det modsatte, der sker.

Vi opbygger og styrker og bliver så stolte af os selv, præcis som Agnes Martin skriver. Som en bølge, der haster fremad, styrter sammen og samler sig op igen. Sejr, så nederlag, frustration, omvendelse, beslutsomhed, indtil vi prøver igen, med stolthed.

Som beskrevet i buddhismen, at vi kan klynge os til flodens bred, men det er bare hårdt, og vi kommer til skade.

Hvis man turde give slip og flyde med, slippe identiteten som det menneske, der kan løbe langt og længe, et menneske der tilfældigvis kan undervise i yoga. For manges vedkommende identiteten som et menneske, der kan arbejde, tjene penge, passe børn, passe haven, passe stoltheden, men det er et skrøbeligt skjul.

Hver dag kan det ske, at sandslottet styrker sammen. Uanset hvor langt jeg kan løbe, er jeg ikke beskyttet.

Agnes Martin skriver om den grundlæggende frygt, som vi kan holde nede ved at være sammen med andre. I buddhismen hedder det den grundlæggende usikkerhed, vi alle prøver at fortrænge.

Vi kan ikke løbe fra det faktum, at vi alle skal dø, selvom vi helst vil glemme det og ikke forstyrres og gerne underholdes imens. Vi må give slip på alt. Det forsvinder alligevel. Imens har jeg nået Levanto igen, og turen tilbage var tung. Men i morgen gør jeg det igen.

Comments:

  • Anonym

    august 13, 2019 at 7:00 pm

    Igen godt skrevet, vi bliver alle målt, vurderet og skal hele tiden præstere, hvilket jo også kan være godt nok,

  • Anonym

    august 13, 2019 at 7:03 pm

    Hov, glemte at skrive, det er mig – maleren

Leave a reply