Yogalærer og ejer af Ø-yoga Ærø: Kristine Skytte Glue

Seneste nyheder

På strandbar i middagsheden

Her er vi, i 27 graders varme, efter at have vandret rundt i middagsheden. Her er vi, Selma på to et halvt, og jeg, moren, 40 år gammel. Det er nemt, at være det bedste sted i livet, når man er lige her på Bar Nadia, på stranden, under bagende sol og trækonstruktion, en svag brise, lige nok til at det er behageligt. Men intet varer.

Lige her er vi med glitrende hav, børn og folk, parasoller, liggestole og både, en enkelt yacht længere ude i bugten. Hvidt og orangestribet tag, rispapirlamper malet i guld, stranden er ikke så overfyldt i dag.

Her er vi helt alene blandt andre, uden krav og forventninger, uden planer og projekter. Så længe det varer inden næste behov melder sig. Så længe hun sover.

En ung tjener, der ligner en araber, tager bestilling fra nabobordet, kaffen er bedre på Piber Bar. Luften er sød, og der er så meget af den, hvordan tør vi egentlig bevæge os rundt under den uendelige himmel, rummet så vidt og udstrakt.

Hvis morgner er det bedste tidspunkt på dagen, er eftermiddage klart det sværeste, ved fuld bevidsthed, når man ikke tæller nætterne med. Over middag hvor trætheden melder sig grundet den manglende søvn.

Trætheden synker ned over mig, men arbejdet skal gøres i en døs, tidspunktet for afhentning af barn nærmer sig, jeg når aldrig det, jeg skal. Det er der, jeg tager endnu en kop kaffe som måske, måske ikke, er udslagsgivende i forhold til forstyrret indsovning.

Jeg sætter mere på listen af ting, der skal klares i morgen, henter barn, tager hjem til uklare rammer, søstre, der skal noget andet, en mor, der enten skal afsted på arbejde igen eller i gang med at stresse med maden.

Eftermiddagen skal klares, overstås, til jeg kan ånde lettet op i det øjeblik, det sidste barn sover, og jeg selv slukker lyset, ofte et ikke eksisterende tidsrum.

Og her. Italiernerne er på ferie. Eftermiddage. En sen frokost. Frihed til at bade eller lade være. Til at spise endnu en is. Til at tage kaffen alene for ansvaret er fordelt og langt lettere at bære.

Det hele leder hen til l’heure de l’apéro, et cafébesøg med drinks og snacks og juice til børnene på legepladsen og den lille opløsning af strukturer, der gør at sproget flyder og får en helt anden rytme.

Irritationen kommer ikke, inspirationen overvælder. Tiderne flyder sammen, varmen i kroppen som dengang ved Bahara Mayet, Det Døde Hav. Overvældende varme, masser af sol, vesterlændinge, der opfører sig upassende i det kulturelle kodeks. Men her er det normen, her er der varmen, og luften, vi lukker os ikke inde bag aircon i mørket.

Som at gå med klapvognen i Syrien med et andet barn ad små gader med duften af jasmin. Her en biograf, hvor de viser Nurejev. Et pizzeria gemt i en hemmelige smøge. En strand uden bølger, en stor mennesketom solåben plads.

Mindet om en mand i Bruxelles, som blev en anden. En kvinde, der ligner min søster. En lanterne over montren med kager. En lysegrøn båd med solsejl, som en solnedsgangstur i Indien, hvor horisonten var uendelige silhuetter af palmer.

Jeg køber en iste med sugerør, og vækker nænsomt mit barn, før vi igen finder resten af familien og fortsætter eftermiddagen i solen.

No Comments

Leave a reply