Yogalærer og ejer af Ø-yoga Ærø: Kristine Skytte Glue

Seneste nyheder

Min løbehistorie – en ny begyndelse

Men den dag ville jeg ikke mere. Jeg var 4 km ude på en 8 km rute og jeg stoppede. Jeg satte mig på en bænk og følte… tomhed. Jeg gik hjem. Jeg kunne ikke en gang løbe. Jeg mistede trangen. Jeg mistede fremdriften.

 

En ukendt trang

Nogen mennesker løber og elsker det. Nogen mennesker har kroppe, der er som skabt til at løbe. Som min mand, der elsker at løbe. Jo varmere der er, jo bedre, og han elsker at løbe op ad bakker.

Sådan er jeg ikke. Det føles ikke godt i min krop at løbe. Det føles tungt, uvant og som om jeg går i stykker af det.

Så siger gode mennesker: “Men så skal du da ikke løbe! Så må du gøre noget andet! Og med tre børn, hus, have og yoga, behøver du da ikke (plage dig selv med det)”.

Men der skete det, i sommer, at jeg pludselig fik en helt ukendt trang i min krop til at gøre noget andet. Til at bevæge mig let, hurtigt, ubesværet.

Jordforbindelse

Yogaen er langsom, yogaen er tung – vi skaber modpres i egen krop for at påvirke muskler og nervesystem optimalt. Og yogaen giver jordforbindelse. Grounding. Jeg står fast på min fødder og det har jeg gjort i mange år.

Jeg siger ikke, at jeg fik trang til at flyve, men hvis jeg bare kunne hoppe lidt lettere. Cykle op ad Græsvængebakken og blive bare lidt mindre forpustet. Vi har spændt en line op i haven, som jeg overhovedet ikke kan balancere på. Balancen burde jo være der, men det at være løftet en halv meter over jorden får mine ben til at ryste uhæmmet.

Så jeg tænkte: Jeg må løbe igen. Jeg må bevæge mig hurtigt og jeg må træne kredsløb, arbejde med hjerte og lunger på en anden måde, end vi gør i yoga.

Min løbehistorie

Og er jeg så nybegynder? På ingen måde. Og alligevel.

For tre år siden fik jeg fjernet min ene menisk og jeg har ikke løbet siden. Jeg har ikke haft trang til det og jeg fik også at vide dengang, at skulle jeg i gang igen, skulle jeg træne meget langsomt op, og det var ikke sikkert, det ville lykkes.

Men jeg har løbet meget.

Som teenager dansede jeg klassisk ballet og trænede 5 gange om ugen. Derudover løb jeg, fordi man også i ballet har brug for kredsløbstræning, det lette afsæt, ja, muligheden for at bevæge sig med lethed. Så om aftenen efter træning løb jeg lige 5 km. Og når jeg kom hjem, tog jeg turen igen. Jeg løb og kiggede på de høje bygninger, på træerne i skoven, mit afsæt var let, mine trin lange.

Som 18-årig var jeg på en danseuddannelse i København med 6 timers træning om dagen og bagefter teori. De anbefalede os at stå tidligt op om morgenen og løbe rundt om søerne inden dagens første balletlektion. Det skete aldrig. Allerede der havde jeg knæproblemer.

Efter min første kikkertundersøgelse dyrkede jeg Tai chi og svømmede. Og så klassisk ballet igen dagligt.

Løb igennem det

Da vi boede i Frankrig, løb jeg også. Folk kiggede mærkeligt efter de sære udlændinge, (Anders trænede til marathon), vi løb ud til et stadion og løb runder der. Jeg stod i græsset og lavede yoga.

Tilbage i Danmark startede hverdagen med 1 barn, så 2 børn, så hus, så to fuldtidsjob og en stresssygemelding. Velmenende mennesker sagde til mig: “Du skal løbe!”

Jeg havde selv talt med en svært traumatiseret flygtning fra Bosnien, der fortalte mig, at han havde løbet sig ud af traumerne. 10 km om dagen. Så fik han det bedre.

Men jeg kunne ikke. Jeg løb 500 m og satte mig på en bænk og græd. Jeg kunne ikke der.

På en anden måde kom jeg igennem det, kom ud af stressen og på arbejde igen, selvom man altid bærer noget med sig. På et tidspunkt kunne jeg løbe igen.

At blive stærk

Jeg havde et krævende job på det tidspunkt, både pga. af travlhed, mange og forskelligartede opgaver, og fordi vi mødte menneskelig lidelse og hørte historier om menneskelig ondskab i ekstrem grad.

Min indstilling til det dengang var, at jeg måtte hærdes. Derfor læste jeg også i fritiden bøger om krig, Zehras Flugt, om en opvækst i Jugoslavien, Jæger, om soldaters oplevelser og træning, det kunne ikke blive slemt nok. Bøger med ild og tanks på forsiden. Det hjalp ikke. Jeg blev ikke stærkere. Jeg havde mareridt om natten om at falde ned med faldskærm og brække armen.

Men samme ræsonnement gjaldt min træning. Hvis der var noget, der var hårdt, måtte jeg lave mere hårdt, så ville jeg vel vænne mig til det. Så jeg løb.

Jeg læste bøger om løb og trænede teknik. Chi Running. Jeg løb 5 km. 8 km. Jeg løb 10 km, 12 km. Jeg sov ikke så meget om natten, alligevel stod jeg op kl. 5.30 og løb 8 km inden arbejdet.

Og noget af det var dejligt. Jeg løb 3 gange om ugen, to korte ture på 8 km og en lang på 15-20 km. Mine knæ gik ikke i stykker, men jeg kunne særligt mærke det højre og det startede efter 2 km, så jeg kunne mærke, hvor langt jeg kom. Jeg kunne løbe mig ud over smerten. Den kom bare igen derhjemme.

Jeg løb ind til Odense, langs åen, til Odense Zoo, til den Fynske Landsby, tilbage igen og da jeg nåede huset, var kilometertælleren kun på 18 km, så måtte jeg lige tage en tur ud mod Åsum og tilbage igen for at nå de 20.

Var det dejligt? Det gik i hvert fald. Der var noget sejrrigt over det. Også selvom jeg var sulten og træt resten af tiden. Armene så trætte til havearbejdet og børnehentning. Men på et tidspunkt måtte jeg jo blive stærk.

Udlængsel

Nogen vil vide, at jeg i en periode søgte job i Mellemøsten og at jeg i samme periode arbejdede på projekter under Udenrigsministeriets Det Arabiske Initiativ, DAI.

Hver anden måned rejste jeg til Jordan og underviste. På hotellerne var der altid et fitnesscenter, enten i kælderen eller i toppen af bygningerne med udsigt over den støvede, hvide by, Amman, grundlagt på de 7 bjerge, struktureret omkring 7 rundkørsler.

Jeg lå vågen til kl. 3 om natten med hotellets udluftningssystem larmende i rummet og nervøsitet over morgendagens møder i kroppen. Alligevel stod jeg op kl. 6 og løb 10 km på løbebånd, mens jeg så på stumme fjernsynsskærme og forsøgte at følge med i de arabiske tekster. Inden jeg lige kunne nå at læse lidt Pamuk over hotellets morgenmad, inden de lange dage med undervisning i organisationerne.

Jeg løb på Hotel Marriott ved det Døde Hav, da vi var til konference der. Hotellet var mennesketomt om morgenen, udsigten var sandfarvet, vandet spejlede skrænterne, bygningerne ørkenfarvede, himlen var støvet, og der sad en lille brun fugl i tomheden. Jeg løb alene i fitnesscenteret, og jeg lavede yoga der inden dagens møder, oversættelser og arbejde med materiale til fremtidige projekter.

Tilbage i Odense løb jeg en vinter på et snedækket højdedrag, en endnu ikke åbnet ny vej i havneområdet. Jeg løb langt i kulden og jeg tænkte på en stilling, jeg havde søgt i Jordan. Hvordan jeg kunne sætte mine kompetencer i spil, på samtalen med lederen, der havde været så positiv. Jeg tænkte på de kompetencer man forfiner ved løb. Udholdenhed, at fortsætte uanset. Jeg følte mig stærk der, og jeg følte mig på rette vej.

Men den stilling fik jeg heller ikke. Det var en anden vej, vi skulle.

At løbe eller ikke

På ferie i Sydfrankrig løb jeg på de støvede veje. 37 graders varme, denne dag overskyet, jeg løb ud af landsbyen, en rute vores ven havde forklaret, men halvvejs ude var vejene slet ikke som beskrevet og hvor kunne jeg så løbe hen? Ikke andet at gøre end at fortsætte, forbi vinmarker, støvede sletter, en sjælden bil på vejene, bare løbe efter Saussan.

Hjemme igen mærkede jeg stressen i kroppen og koblede pludselig stakåndetheden, følelsen af pres, med følelsen under løb. Tidligere ville jeg nok have tænkt: Jeg skal fortsætte. Løbe mig igennem det og så vil det virke både på løb og på arbejdet.

Men den dag ville jeg ikke mere. Jeg var 4 km ude på en 8 km rute og jeg stoppede. Jeg satte mig på en bænk og følte… tomhed. Hverken sejr eller fiasko. Jeg gik hjem. Jeg kunne ikke en gang løbe hjem. Jeg mistede trangen. Jeg mistede fremdriften.

Ø-liv

Da vi flyttede til Ærø, stoppede jeg alt det, der var hårdt. Eller det vil sige, jeg arbejdede som daglig leder af et center i Vollsmose og jeg pendlede de første tre måneder. Så helt stoppede jeg ikke. Jeg lå stadig vågen om natten, men jeg var overbevist om, at det skulle være slut. (Og at jeg så fik genskabt præcis den samme stressende tilværelse og måtte stoppe op igen, er en anden historie)

Jeg løb ikke. Jeg læste dejlige bøger. Jeg hørte klassiske koncerter. Jeg gik ture ved stranden. Jeg drak kaffe med sojamælk, tændte stearinlys og spillede klaver. Lavede blid yoga.

Og gik i gang med en yogauddannelse, overtrænede, rev min menisk af og fik den opereret ud, blev gravid med barn nummer tre og tog 20 kg på (som sædvanlig), fik graviditetsbetingede bækkenproblemer (ligesom sidst), fødte en lille bestemt pige, var i Frankrig, købte hus og flyttede. Fik nyt arbejde og stoppede igen.

Og nu er jeg her med denne trang i kroppen til at gøre noget andet. Så jeg har løbet en måned. Lidt mere. Og det gør egentlig bare ondt. Jeg synes ikke, det er dejligt. Men jeg må gøre noget andet. Og jeg kan ikke acceptere, hvis min krop ikke kan trænes op. Jeg skal ikke løbe 20 km igen. Jeg vil bare gerne kunne bevæge mig frit.

Så jeg laver yogaøvelser til forberedelse af løb, styrketræning og stræk efterfølgende. Det må kunne lade sig gøre!

Hvad med dig? Nyder du at løbe eller ville du aldrig gøre det? Kan du bevæge dig frit? Hvad skal jeg gøre?

Comments:

  • Thilde

    august 30, 2018 at 5:23 pm

    Kære Kri. Sådan en fin løbehistorie.

    Jeg fik for 5 år siden en løbebog – af dig!
    Jeg læser af og til i den. Da jeg fik den, var jeg i rigtig god løbeform.
    Det er jeg (desværre) ikke lige for tiden. Jeg ville gerne. Men har svært ved at finde gejsten og prøver egentlig at have det godt med det.
    Den evigt dårlige samvittighed over ikke at få rørt mig nok gider jeg ikke lade mig plage af. Men det er virkelig svært!

    Også fordi, at jeg har det rigtig godt med løb. I hvert fald når jeg er færdig

    Lige for tiden tror jeg bare jeg vil acceptere, at der er andre ting jeg har brug for. Lidt som du også selv er inde på. Læse en bog. Tage en lur. Lytte til Tina Dickow i mine høretelefoner. Lægge mega-puslespil. Gå en tur!

    Men det ene udelukker naturligvis ikke det andet. Og løb udskiller – for mig – bare de der rare endorfiner, som gør mig lidt glad i låget for en stund.

    Og nu hvor jeg ligger her på sofaen med stængerne oppe. Lidt for mæt, får jeg da også helt trang igen.

    Det gav din løbehistorie mig i øvrigt også. Tak for det

  • Maria Reimer Jensen

    september 4, 2018 at 7:16 pm

    Kristine, hvad jeg kender til dig og kan læse mig til, så er du en meget passioneret og dedikeret person og du går langt for at nå dine mål med dig selv og andre. Sikke et liv du har haft og hvor må du have beriget dine omgivelser!(og gør det stadig…)
    Men dit løbeprojekt forstår jeg ikke, hverken før eller nu. Skal du ikke gøre det som glæder dig/giver mening? Måske kan lange gå ture i hurtigt gang, få dig til at svæve, på den lange bane?- det virker ihvertfald for mig.
    Tak fordi du så tillidsfuldt deler dine tanker.

Leave a reply