Yogalærer og ejer af Ø-yoga Ærø: Kristine Skytte Glue

Seneste nyheder

Hvad er kropslåse i Ashtanga yoga?

Bandhas – Kropslåse

Bandha betyder lås og fungerer både som fysisk og energetisk lås i kroppen. Vi bruger to låse i de fysiske yoga øvelser.

Mula Bandha er rodlåsen og den aktiveres ved at løfte op i mellemkødet. Den sidder forskelligt  hos mænd og kvinder. Hos kvinder vil det føles som at lave en knibeøvelse, hvor man løfter op i bækkenbunden.

Uddiyana Bandha er den næste lås og sidder tre fingres bredde under navlen. Den aktiveres ved at dette punkt trækkes ind mod rygsøjlen. På den måde løfter man mavemusklerne op mod lungerne og aktiverer de dybe mavemuskler, mens de ydre mavemuskler er bløde.

Uddiyana bandha bør være aktiveret under hele din yogapraksis. Det betyder ikke, at maven skal være hård, men at de dybere liggende mavemuskler er aktive og kan spille sammen med rodlåsen – bækkenbundens muskler.

Nedre del af maven er aktiv og rolig og der er plads til fri bevægelse omkring diafragma (musklen der adskiller lunger/hjerte fra de indre organer og som trækker vejret for os) og lunger, så vi kan trække vejret uhindret.

Åndedræt og kropslåse

Kropslåsene aktiveres i kombination med den særlige vejrtrækning i Ashtanga, Ujjayi-åndedrættet hele vejen igennem din praksis.

Når du trækker vejret ind løfter og aktiverer du uddiyana bandha. Når du ånder ud, trækker du navlen mod rygsøjlen for at sikre fuld udånding og løfter moola bandha.

Du vil derfor nok have en fornemmelse af at have genaktiveret moola bandha også ved indåndingens start. Det er et konstant dans mellem de to kropslåse, der begge er aktiveret i større eller mindre grad i løbet af vejrtrækningens cyklus.

Dette er meget subtilt – og desuden krævende at koncentrere sig om oveni de fysiske stillinger. Efterhånden som man begynder at arbejde med mere krævende stillinger, vil man opdage, at kropslåsene er en stor hjælp!

Men tag det roligt, også hvis du ikke har åndedrættet med lige fra starten. Det vigtigste er, at du trækker vejret. Og med koncentration og træning, kommer det lige så langsomt.

Leave a reply