Yogalærer og ejer af Ø-yoga Ærø: Kristine Skytte Glue

Seneste nyheder

Havestress – eller store forhåbninger

Vi er for længst hjemme igen fra Italien. Ældstebarnet er sendt på efterskole og familiedynamikken ændrer sig med kun 2 børn ombord.

Hverdagen er humpet i gang, skolestart for den midterste, sygdom hos yngsten, koordinering og forhandlinger, hvem arbejder hvornår, og endelig er der ro. Ro og fred til at arbejde.

Arbejde og passe haven. Den fuldstændigt ustyrlige have. Naturen vinder altid. Fra foråret har der været følgende proces: Store forhåbninger, glæde, udmattelse, skuffelse, opgivelse.

Det er helt sikkert en læreproces, og det skyldes naivitet og manglende erfaring. Eller også er det sådan havebruget er. Nogle afgrøder lykkes og giver over al forventning. Andre lykkes ikke, og det kan både skyldes udefrakommende faktorer, som frosten i april, der ribbede vores madæbletræ for hver eneste blomst. Sidste år gav det i kassevis.

Og så årsagen til mislykkede afgrøder være uvidenhed eller dovenskab, som nok må forklares på anden vis. Nemlig som travlhed med det arbejde det også er at drive virksomhed, skrive bog og passe børn.

Det var drømmen om haven, der blandet andet gjorde at vi flyttede fra centrum af Ærøskøbing til udkanten af Marstal. Det første år var ikke ambitiøst for haven. Vi renoverede hus og passede baby.

Men i dette forår interviewede jeg Nils Ørum på Vesteraas, Inge Dahl på Sæberiet, Marijanne i Vejsnæs og Morten og Petra på Vitsøhus. Det er alle udgaver af selvforsyning. En biodynamisk bonde. Fuldendt permakultur. Arbejde i pagt med naturen.

Det må jeg have snakket meget om, for til min 40-års fødselsdag fik jeg ikke færre end tre bøger om emnet. Med en to-årig på matriklen, kan det være svært at nå at læse bøger og passe have og måske det ikke er lige nu, vi skal være selvforsynende.

Men vi prøver! Vi arbejder og forsøger at følge med i den her gamle have, som vi passer en stund af evigheden. Og hvorfor ikke gøre det bedste for kloden. Ambitionerne overstiger virkeligheden.

8 kg stikkelsbær plukket og renset og frosset med hjælp fra ældsten. Manden besat af det ældgamle blommetræ, han har nedbragt 15 kg fra svimlende højder, syltet og renset og frosset.

Lige nu plukker jeg brombær, fjerne brændenælder, og klipper bunker af vildskud ned. Surkirsebær er kogt til saft. Ærter ribbet og frosset, men vi gik glip af højdepunktet. Bønner nippet og skåret og frosset, resten får lov at blive siddende til frø.

Men kartoflerne, hvor jeg havde plantet stort vinterforråd, kiksede. Toppene er druknet i snerle, væksten standset, og de er blevet syge. Til næste år skal de plantes et andet sted. Og der skal sættes porrer og grønkål .

Og løgene. Jeg havde sådan glædet mig. Druknet i ukrudt. For man kan ikke bare plante og vente. Desværre. Naturen vinder altid. Et års manglende lugen, syv års arbejde mere, som John Seymour skriver.

Og drivhuset. Tomaterne plantet for tæt og rødmer ikke. Det vi troede var agurker, var asier. Men vindruerne kommer, drivhuset ved at sprænges af vildtvoksende ranker.

Vi kan ikke nå det. Mine venner siger: Pas på med snerlen, den drukner det hele. Mange tydelige beviser på det her. Basilikummen så nænsomt forspiret og sirligt sat ud. Væk i kvikgræs og snerle. Sådan gik det.

Salvien vokser. Fire slags mynte som bunkdække. Og næste opgave: De bugnende æble- og pæretræer. Hyldebærrene. Rense bedene. Hente brænde ind. Klargøre til næste år.

Og så er det spørgsmålet – er det det værd? Eller måske det ikke er spørgsmålet. Måske det bare er en opgave, der skal gøres?

No Comments

Leave a reply