Yogalærer og ejer af Ø-yoga Ærø: Kristine Skytte Glue

Seneste nyheder

Feriefølelsen klinger af

En dag starter på La Dolce Vita. Cappuccino og croissant med abrikos. Tilbage i lejligheden pakker vi tæpper og ting og går gennem den sitrende by langs strandpromenaden, op ad bjerget, forbi strandbarer og liggestole, og turbådslejet, indtil vi kommer til den sidste strand inden pynten.

Ad en stejl træbro ned i det fugtige, mørke sand blandt kun italienske turister med børn, for her er vandet lavt og uden bølger, der bygges store fæstninger med dybe voldgrave, og unge mennesker spiller bold i vandet ind i mellem de mindste i baderinge og luffer.

Da barnet er sultent går vi hjem til frokost med en stor pose med mozzarella, et glas pesto, et bundt basilikum, og store røde tomater. Børnene leger i lejlighedens kølighed i middagsheden. Jeg løber en tur i de gamle jernbanetunneller.

Med den ældste køber jeg bukser og armbånd og vand, som vi skiftes til at slæbe gennem de fyldte gader og op i lejligheden, hvor min mand åbner en stor italiensk øl, og vi spiser chips og oliven med børnene på balkonen. Vi åbner en kokosnød med en vinoplukker og flere hårde slag mod marmorvindueskarmen: Kokosvandet er uforståeligt aromatisk og sødt, kødet er sejt og trevlet.

Jeg går i byen og henter foccaccia til børnene, jeg tager en frisk kjole på og min mand og jeg går i byen. Oppe af de smalle sidegader sidder vi på en lille restaurant, fugten samler sig på vinglassene, pestolasagnen er kogende varm, risottoen skarp og salt, og imens kører der lydprøve til en koncert på Piazza de Popolo.

Det mellemøstligt inspirerede jazzorkester Al Raseed, fire arabiske musikere og to italienske fra konservatoriet i Genova, lyden går klart og kraftigt igennem, og vi slutter med en limoncello, der bestemt løfter humøret, og vi står lidt på pladsen mens lydmanden justerer detaljer.

Klokken halv ti og summer byen af liv, men ikke alle følger den rytme. Jeg ligger i min seng med Marguerite Duras’ Ecrire, manden går til koncerten med de to ældste, de mellemøstlige toner druknes i mit vindue af endnu en trommekoncert, Levantos historie i ord og musik. Fortid og nutid blandes i kedlen her ved Middelhavet, folkeslag fra alle kanter samles og skaber musik.

Feriefølelsen begynder at klinge af. Man bliver blasert. Vi ser ikke længere farverne og lyset for alle menneskerne og de larmende tilbud. Nu har vi været her. Gik vi glip af noget? Hvad er det vi vil hjem til? Café fire gange om dagen er udspillet. Restaurant er ikke at foretrække, men foccacciaen er god.

Kroppen flyder ud og fylder op. Man bliver ikke lykkelig af gluten og ethanol og dårlig søvn. Men hvad ved jeg? Heller ikke af hårdt arbejde, sult og søvnløshed.

På tagterrassen sad en fasan og kiggede forvirret. Den overvejede om det var mig eller den, der ikke skulle være der, men hvor skulle den ellers tage hen? At hoppe ud fra 3. sal virker lidt i overkanten, syntes den at mene, som om den havde glemt sine vinger.

No Comments

Leave a reply