Yogalærer og ejer af Ø-yoga Ærø: Kristine Skytte Glue

Seneste nyheder

Et autentisk Italien – eller Ærø vinder

Første gang jeg var i Sydfrankrig igen efter at have boet i Syrien slog det mig, at det er omtrent det samme klima, dog varmere i Syrien, men i Syrien bærer alle langt mere tøj. Jo varmere, jo mere tøj.

I Sydfrankrig og her i Ligurien er folk afklædte. Børnene løber rundt i gaderne og køber is i bikinitrusser, nøgne tørre, brune rygge. En kvinde i stropløs bh og korte overalls, der tillader udsyn til hele overkroppen – men hvad behøver den dække?

På legepladsen drenge i shorts og bare brune maver, to kvinder passerer hinanden i korte sommerkjoler og nøgne skuldre, italienerne mere afklædte end turisterne.

I Syrien er man tildækket, skærmet for ørkenens sol, mændenes blikke og sandstormen. Og hvor det alligevel minder om hinanden. Legepladsen med bænke og buske i forskellige grader af udtørring. De lyserøde nerier, hvid jasmin, der dufter ud over pladsen.

Oppe ad bjerget hæver et kirketårn sig med et kors på toppen, højt og smalt som en minaret, bare uden højtalere og det grønne lys. Murværket, bygget i striber af sandsten og sort, ligesom en moske i Damaskus. Men her er tagene løftet, ikke flade og fyldt med paraboler.

Imellem to huse i anden sals højde en tagterrasse overdækket med en runding af strå, minder om en restaurant i Indien, med et væld af planter, pelargonier i røde og pink.

De pastelfarvede hus er malet i trompe l’eoil, og de grønne skodder er ægte nok og lukkede, men balkonerne og krummelurerne og falbeladerne er malet på.

Tredje dag nu i dette turistparadis, eller hvad det er blevet til. Efter sigende er det ikke så turistet som nationalparken Cinque Terre en station længere nede af kysten. Vi søger det autentiske italienske, og vi finder en skal, en dekoration.

Vi besøgte Rhodos for 7 år siden og der opstod tanken for første gang om at bo et sådant sted. Bo i et ferie-paradis. Rhodos var uden for sæson i uge 40, vi kunne sidde alene på café og have legeplads og bassiner for os selv. Der kunne vi tænke, sådan skulle man bo, og det gør vi nu, på Ærø.

Men forskellen på Ærø og denne landsby i Italien? Her er 5500 indbyggere, befolkningstallet mangedobles om sommeren, og huse står tomme om vinteren. Hele indtjeningen ligger om sommeren, et nødvendigt onde, når man vælger at bo i det paradis, i så meget mere ekstrem grad end Ærø.

Er her en eneste autentisk butik med lokale produkter? I supermarkedet finder man det italienerne spiser, men ville de nogensinde købe de farvestrålende pakker pasta og sæbestykkerne i papir til 3,5 euro?

Det er da dejligt, at der er isbar på vej til stranden, og bar og foccaceria og syv andre butikker – som man kan finde tilsvarende rundt om det næste hjørne og det næste igen. Men behøver vi det?

Ærø har byplanlægning og lokalplaner. Her i Levanto starter musikken kl. 22 og fortsætter til ud på natten. Hvor glædeligt at det sker så sjældent på vores ø.

På Ærø sætter vi stor pris på at være alene på stranden og lade yngsten bade nøgen. Her ligger tæpperne tæt og man tilvænnes. Skyldes det de andre sprog, at intimsfæren ændres, grænserne formindskes umærkeligt, at der ligger en familie en halv meter væk, og vi ænser dem ikke.

Burde Ærø gøre mere? En enkelt lille café ville ikke skade, en lille smule mere fremtid end firser, men hvem skal gøre det? Vi gør alle, hvad vi kan, restauration er hårdt arbejde, og der bliver gjort meget.

Vi har en naturlig begrænsning, fordi vi er en ø, og der er grænser for vækst, hvis et sted skal beholde sin charme.

No Comments

Leave a reply