Yogalærer og ejer af Ø-yoga Ærø: Kristine Skytte Glue

Seneste nyheder

Angst

Jeg vågner med et chok og hele min krop sitrer i angst. I en drøm skreg min datter hæst og fortsatte i voldsom gråd. Katten kom slingrende mod mig, hvad var der dog sket? Hun har ikke taget den blødende op i sine arme, den er stadig i live.

Jeg lader virkeligheden synke ind og følelsen langsomt passere. Vi er lige her i Levanto. Alle børn sover. Katten er i gode hænder. Morgenen er kølig, stille vand risler i bassinet i gården ved siden af.

Mågerne flyver ind fra havet, klokken ringer syv, jeg sætter vand over til kaffe og prøver at ryste nattens stemninger af mig, mens jeg sidder i morgenlyset på altanen.

Børn falder ikke ud over altaner. Katte bliver kørt ned, men dog sjældent, selvom det fylder hver gang. Delfiner bliver dræbt. Mennesker bliver dræbt. Og solen står op på en lysende himmel, bølgerne fortsætter med at rulle ind mod stranden.

Lagerne hænger til tørre og vifter i brisen. Kedlen fløjter, jeg laver kaffen og tager en syrlig abrikos og et stykke mørk bitter chokolade med ud.

Hvorfor altid den angst? Altid ubegrundet, bortset fra de gange, hvor jeg uventet har stået med en blodig kat i hænderne. Det opstod ikke deraf, har angsten fremkaldt begivenhederne? Og hvordan kan det undgå at vække mere angst, for hvad har jeg dog så ikke tiltrukket med mine tanker.

Men børnene er her, de sover alle tre trygt, vi bliver passet. ”Der er et uhyre under den seng.” ”Nej, det er bare engle, der passer på dig.”

Mågernes skrig er dybe og rå og runger mellem tagene ud over slugten. Hvis det var noget, jeg gjorde. En beslutning jeg tog. Hvis det skyldtes min trang til at være alene.

Kan jeg tillade mig at løbe? Kan jeg tillade mig at skrive? Kan jeg tillade mig at sove? Overhovedet at være et andet sted? Fra alle sider lyder det, ja, ja ja. Men angsten. Hvad nu hvis det var min skyld, der skete noget? Hvis det var mine egoistiske behov.

Det sværeste er at være sammen med familien. Et væld af modsatrettede følelser. Overvældende kærlighed. Stor irritation. Beundring det ene øjeblik, det næste grænser til vanvid, fordi jeg bliver hevet i fra alle sider og skal forholde mig fornuftigt til velvoksne planer, samtidig med kalden og gråd.

Der er ikke nok linjer i hjernens callcenter, afdelingerne kan ikke arbejde samtidig, men det skal de igen og igen.

Så derfor: behov for at trække mig, udelukkende grundet utilstrækkelighed, og jeg gruer for øjeblikket, hvor de alle vågner og dagens aktiviteter igen går i gang.

Hvor lidt kan man lave? Hvor vigtig er en tekst? Der leder hen mod hvad? Teksten skal skrives, chokoladen skal spises, kaffen bliver drukket og børnene vågner på et tidspunkt. Gudskelov.

Med eller uden min frygt går livet sin gang, jeg kan ikke kontrollere det hele, selvom jeg må tillægge mig selv magiske kræfter: at hvis jeg blot er tæt på børnene, så sker der dem ingenting.

Nu strømmer den varme luft ud fra et menneske, der tager bad, som dampen fra frisøren, endnu et sted brygges kaffe. Og nu vågner familien.

No Comments

Leave a reply