Yogalærer og ejer af Ø-yoga Ærø: Kristine Skytte Glue

Seneste nyheder

Acquario de Genova – eller mistet og fundet igen

Vi vågner til silende, drivende, plaskende regn, det strømmer ned over balkonen og ned ad vinduerne. Vi løber til La Dolce Vita og sidder i vores våde tøj med croissant og cappuccino.

Hjemme i lejligheden installerer jeg mig i sofaen med bog og en drøm om mere kaffe, men manden bliver rastløs og løber til bureauet i endnu en tordenskylde.

Han kommer drivende våd tilbage med togplan, paraplyer og planer for dagen: billetter til akvariet i Genova. Vi fylder taskerne og styrter afsted i regnen til en kold togstation med forsinkede tog og ventende turister.

Vi kører gennem bjergland og silende regn til Genova Primula, til togskift og ankomst på Genova Piazza Principale. Vi spiser på et foccaciaria i ly, inden vi fortsætter af smalle gader med havnen. Gennem araberland, forbi halalslagter, til afrikanernes kvarter, butikker med eksotiske frugter, kunstigt hår, spraglede tæpper.

Vi når havnen, hvor den løftede omfartsvej starter, den hvoraf en del sidste år styrtede ned. Det er en gigantisk konstruktion, lige ved et sørøverskib, hvor Fylla kan ligge fire gange. Overfor ligger billetteriet til Acquario di Genova, som vi med vores indkøbte dokumenter kan gå direkte forbi.

Vi viftes ind med klapvognen til en kogende labyrint i flere etager af planter og vand, plancher og film, oceaner af mennesker og grædende børn i mørke gange mellem udstillede, levende havskildpadder, sæler, hajer og store delfiner. De svømmer tæt forbi ruden med det ene stirrende øje vendt mod os, en visdom vi ikke begriber med en hjerne der er fire gange så stor som vores.

Den ene ende af museet er en stor gammel færge, og der har jeg virkelig lyst til at stå af, men landgangen er spærret og eneste vej ud er hele vejen tilbage igen, først ned i lasten, hvor der er rør-en-fisk-bassiner og biodiversitetshave med tropeklima og endnu varmere, og der er slanger og firben og fugtigt i mørket.

Vi skal op ad flere trapper, ind i over søkøernes bassin, forbi butikken med legetøj til overpriser, og endnu en dør fører ud af museet, men ikke af bygningen og ned af en, to, tre etager trapper, da vi endelig finder en elektrisk dør, der åbner mod havnen og slipper os ud, er det med en prustende udånding i stedet for straks at trække den friske luft ind.

Luften er faktisk fugtig og varm, stadig med antydning af regn, den store autostrada løfter sig på enorme grå piller over den grå plads og de grå bygninger og mørke smøger fører op mod banegården.

En gyde er kun en meter bred og ender i mørke, den næste er gusten og grumset og fører til en lang række parkerede scootere. Et skilt viser mod Soul Kitchen, og det smalle stræde peger mod lys og grønne planter.

Den snor sig forbi to indiske butikker med røgelse, sarier og tøj og ned til Piazza Fossatello, hvor fem gader mødes, på det ene hjørne Caffetteria Lomellini, et smalt lokale, en enkelt bardisk, en montre med kager og en stor professionel kaffemaskine med plads til 6 kopper samtidig.

Vi sender alle tre piger op at kigge på indisk, stiller os ved baren, min mand bestiller kaffe, cappuccino og en citronlinse. Mælken skummer fløjlsblødt, kaffen er intens, og i øjeblikkets lykke dukker straks antidoten op: Hvad hvis pigerne bliver væk? Forsvinder?

Fordi vores hjerne er så uvante med at opleve lykke, virkelig at værdsætte et øjeblik og tage det helt ind, og fordi denne oplevelse jo også viser det modsatte, nemlig at vi kan miste det igen, og lige om lidt er det forpasset, spinder min hjerne straks den bekymring.

Jeg tvinger opmærksomheden tilbage igen, til at nyde kaffen færdig – det går hurtigt ved baren.

Da jeg kigger om hjørnet, er det en helt anden gade, et glimt af panik, til jeg opdager, det er den næste vej, og der ligger butikkerne. Den samme smilende ekspedient, der vinker mig ind, men pigerne er der ikke.

Skal jeg straffes for at have oplevet den perfekte italienske øjeblik med min mand og min kaffe? Hvor er pigerne henne? Mit hjerte banker, min hals snører sig sammen, sekunder af uvished på grænsen til panik.

Jeg kigger ned mod torvet, og der kommer de, den store med den yngste på armen og søster ved siden af. De var bare ud og lede efter is.

Jeg føler jeg har fået dem igen. Torvet fyldes af lykke og taknemmelighed, jeg lader dem alle smage citronkagen, den lille bider med sine små tænder i den gule creme. Hun beder om mere, mens vi går mod Piazza Principale og med udsigt til banegårdens bygning bestiller is på Gelateria Balbi.

Syrenfarvet is, der smager af lavendelblomster, travlhed omkring stationen, vi køber supplementer til vores billet og kommer på et overfyldt hurtigtog tilbage, hvor luften er renset og frisk og solen ved at komme frem.

Jeg koger pasta og laver omelet, og inden vi skal i seng, går vi ned på stranden med den sorte sand. Alle tre piger bader, og bagefter sidder jeg med den yngste rystende i et håndklæde. Familien svømmer længere ud i det lysegrønne hav med mørke toppe og orange strejf fra himlen, hvor der stadig hænger mørklilla skyer over bjergene.

No Comments

Leave a reply